torsdag den 28. juni 2012

Tour de France 2012




Allerede på lørdag går det løs på de franske landeveje. Andy Schleck og Alberto Contador er ude af årets Tour de France, og kampen om titlen er måske mere åben end længe.

Tour de France 2012 starter i belgiske Liège. Den kommende 99. udgave af cykelløbet bliver 3479 kilometer, og der er knap 100 kilometer enkeltstart.

Det ligner umiddelbart en rute, der favoriserer enkeltstartsspecialisterne, mens bjergrytterne tilsyneladende ikke tilgodeses i samme omfang som f. eks i sidste års Tour de France.

2012-ruten indeholder således to lange enkeltstarter og en prolog på samlet 96,1 km. Til sammenligning skulle rytterne sidste år blot gennemkøre 42,5 km i ensom kamp mod uret - plus en holdtidskørsel. På 2012-ruten er der også blot fire bjergetaper. Samlet set tyder det på en favorisering af stærke enkeltstarts-ryttere som Bradley Wiggens, Tony Martin og sidste års vinder, Cadel Evans.



Der er danskere med på to af de 22 hold, og alle kan få centrale roller i løbet. For hvad betyder det for Team Saxo Bank, når Bjarne Riis ikke har en oplagt førertrøje på sit hold?  Bliver det Chris Anker Sørensen, som selv kører forrest, når bjergetapen skal vindes, eller får han lov at gå benhårdt efter bjergtrøjen måske med Tour-debutanten Anders Lund som hjælper? Og hvad med holdkammeraterne Nicki Sørensen og Michael Mørkøv, der begge har deres styrke i at ramme de rigtige udbrud og få etapesejre? Lars Bak fra Lottomandskabet debuterede sidste år og har i mellemtiden skiftet hold og vundet en etape i Giro d'Italia. Kan han mon levere en tilsvarende kraftpræstation i Touren?

Hvem der kommer til at pryde Champs-Élysées med den gule trøje, når alle etaper er overstået, er ganske uforudsigeligt i år. Men alt andet lige må sidste års vinder, Cadel Evans, ligge inde med favoritværdigheden.

Ruten ser således ud som følger:

Prolog 30. juni Liège til Liège, 6.1 km
1. etape 1. juli Liège til Seraing 198 km
2. etape 2. juli Visé til Tournai 207 km
3. etape 3. juli Orchies til Boulogne-sur-Mer 197 km
4. etape 4. juli Abbeville til Rouen 214 km
5. etape 5. juli Rouen til Saint-Quentin 197 km
6. etape 6. juli Épernay til Metz 210 km
7. etape 7. juli Tomblaine til La Planche des Belles Filles 199 km
8. etape 8. juli Belfort til Porrentruy 154 km
9. etape 9. juli Arc-et-Senans til Besançon 38 km (tidskørsel)
10. etape 11. juli Mâcon til Bellegarde-sur-Valserine 194 km
11. etape 12. juli Albertville til La Toussuire-Les Sybelles 140 km (bjergetape)
12. etape 13. juli Saint-Jean-de-Maurienne til Annonay 220 km (bjergetape)
13. etape 14. juli Saint-Paul-Trois-Châteaux til Le Cap d’Agde 215 km
14. etape 15. juli Limoux til Foix 192 km
15. etape 16. juli Samatan til Pau 160 km
16. etape 18. juli Pau til Bagnères-de-Luchon 197 km (bjergetape)
17. etape 19. juli Bagnères-de-Luchon til Peyragudes 144 km (bjergetape)
18. etape 20. juli Blagnac til Brive-la-Gaillarde 215 km
19. etape 21. juli Bonneval til Chartres 52 km (tidskørsel)
20. etape 22. juli Rambouillet til Paris Champs-Élysées 130 km

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.