Carcassonne ligger i Sydfrankrig i den nordlige del af regionen Languedoc-Roussillon. Byen er bedst kendt for den store middelalderlige bydel, La Cité, et enestående velbevaret fæstningsanlæg og en af Frankrigs største seværdigheder. La Cité blev sat på UNESCOs liste over verdens kulturarv i 1997.
Julius Cæsar førte som bekendt krig i Gallian, og det var ham, der så Carcassonne-højens strategiske muligheder. Romerne anlagde et militært støttepunkt på stedet omkring år 100 f.kr. under navnet Colonia Julia Carcaso, som senere blev til Carcasum. Størstedelen af de lavtliggende gange i den nordlige del af fæstningen daterer tilbage til den gallo-romanske periode. I det 5. årh. indtog vestgoterne under ledelse af kong Theodoric II Carcassonne. Han udvidede Carcassonne med flere fæstningsanlæg.
I begyndelsen af det 13. årh. var Carcassonne blevet tilholdssted for katarerne, som var blevet forfulgt af den katolske kirke i længere tid. Efter 2 ugers belejring, blev katarerne fordrevet fra stedet. Carcassonne kom under den franske trone i 1247, og Louis IX grundlagde den nye bydel på den anden side af floden. Op igennem hele det 13. årh. blev der arbejdet på at forstærke og udvide de kolossale ringmure og bygge nye fæstningstårne til, så det samlede antal kom op på et halvt hundrede. Kombineret med de skråninger, der omgiver fæstningen til alle sider, var den stort set uindtagelig, og en sikker bastion for den franske kongemagt i det ofte oprørske Languedoc. Ingen andre steder i Europa er det lykkedes at bevare et fæstningsværk af denne størrelse så godt som her.
En gåtur rundt langs bymuren kan i høj grad anbefales. Herfra kan man virkelig beundre de talrige brystværn og tårne med skydeskår og spidse tage. Det indre af La Cité er ligeledes yderst charmerende med snævre, brolagte gader og flotte stenhuse. Det siges, at Walt Disney brugte borgen som inspiration, da han byggede Disney World i Californien, så meget emmer den af eventyr og historie.
Fæstningsbyen er et besøg værd året rundt, men har man mulighed for det, bør man vælge den 14. juli, hvor hele Frankrig fejrer sin nationaldag. Netop på denne dag kan man om aftenen opleve et særdeles fabelagtigt fyrværkerishow fra La Cité. Medbring et tæppe og en lille snackkurv, find en plads foran borgen og nyd dette eksplosive skue af ild og brag, der står op fra tårnene og færtningsværkerne.
Provacances tilbyder adskillige boliger i Languedoc-Roussillon. Se alle vores boliger i området her.
Rigtig god tur :-)
Hilsen Tine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.